Ja, topstien på Mount Rinjani er glat, men ikke på den måde, du måske tænker. Den er ikke glat som vådt mudder eller is, selvom du kan støde på begge dele under visse forhold. Den er glat, fordi løs vulkansk grus, småsten og skærver forskyder sig under fødderne ved hvert skridt. Denne grus er det mest karakteristiske ved topopstigningen, og det er den, der gør klatringen langt hårdere, end hældningen alene skulle tilsige. Når du klatrer i mørke med pandelampe, kræver hvert fodtrin koncentration.
Du kan ikke bare marchere op ad skråningen som på en normal sti. Du skal teste hvert skridt, finde stabilt fodfæste og acceptere, at jorden nogle gange glider væk under dig. Vores guider hos Lombok-Indonesia.org lærer deltagerne at sætte hælene lidt i og bruge vandrestave for stabilitet. De sætter også et tempo, der giver plads til omhyggelig fodplacering i stedet for hastværk. At gå langsomt og bevidst er hurtigere i længden end at skynde sig og falde.
Grusen er værst på vej op, men den er også besværlig ved nedstigningen. Ned ad løs grus er det faktisk nemmere på nogle måder, fordi du kan glide lidt med, hvis du er tryg ved det, men det kræver øvelse og selvtillid. Hvis du ikke har erfaring med nedstigning i grus, skal du følge din guides anvisninger nøje. Vandrestøvler med godt greb er afgørende her. Løbesko eller sandaler er helt utilstrækkelige på denne strækning og øger markant risikoen for et smertefuldt fald eller en forvredet ankel.

