Ja, løs vulkansk aske og grus er kendetegnende for Rinjani-vandringen, og de findes i store mængder på de øvre skråninger og især langs topruten. I modsætning til komprimeret jord eller fast klippe består dette materiale af fin vulkansk grus, aske og partikler i sandstørrelse, der forskyder sig under fødderne ved hvert skridt. Det er som at klatre op ad en stejl sanddyne af skarpe sten.
Under topforsøget, hvor du klatrer over 2.000 meter af dette terræn, vil du tage to skridt frem og glide et skridt tilbage. Det er fysisk udmattende og mentalt frustrerende, hvis man ikke forventer det. Asken hvirvler også op, når vinden blæser, eller større grupper går foran dig, så en halsvarmer eller buff kan hjælpe med at reducere støvindånding. Du vil smage vulkanen, når du er færdig.
Hos Lombok-Indonesia.org briefer guiderne deltagerne om, præcis hvad de kan forvente af grussektionerne, og de anbefaler vandrestøvler med dybt mønster og vandrestave for bedre fodfæste på det ustabile underlag. Asken er ikke farlig i sig selv, men den gør vandreturen fra en simpel gåtur til en egentlig bjergbestigningsudfordring, der kræver tålmodighed, balance og det rette fodtøj.
Nedstigning gennem løs aske er lige så krævende for knæene, og det er derfor, stave er så kraftigt anbefalet på hjemvejen. Når du først har oplevet den glidende følelse tilbage, forstår du, hvorfor alle taler om den. Den er helt unik for Rinjani.

