Hvor stejl er Mt. Rinjani?

Mount Rinjani har stejle sektioner, men stejlheden varierer kraftigt afhængigt af, hvilken del af trekket du er på. Tilgangsstierne fra Sembalun og Senaru er for det meste moderate hældninger på etablerede stier gennem skov og savanne. De er udfordrende, men håndterbare for de fleste vandrere. Den virkelige stejlhed findes i to afsnit: den sidste opstigning til kraterkanten på dag 1 og selve topopstigningen i de tidlige morgentimer.

Opstigningen til kraterkanten involverer en vedvarende stejl klatring gennem skoven, der får pulsen og benene til at brænde. Den er ikke teknisk svær, men den er ubarmhjertig i cirka en time. Topopstigningen er en helt anden sag. Du går på løs vulkansk skrænt i en stejl vinkel, og flere steder kræver det, at du klatrer med hænderne.

For hvert skridt frem glider du tilbage et halvt skridt. Det føles stejlere, end det er, fordi underlaget er så ustabilt. Vores guider hos Lombok-Indonesia.org beskriver det som „to skridt op, et skridt tilbage“ af gode grunde. Nedstigningerne er også stejle og brutale for knæene.

Stien fra kraterkanten ned til søen og den lange nedstigning tilbage til landsbyerne involverer begge vedvarende nedadgående gang på ujævnt terræn. Vandrestokke hjælper enormt her, og vi anbefaler dem til alle, der er bekymret over stejlhed eller ledbelastning. Så er Rinjani stejl?

Nogle steder, ja. Men det er ikke stejlt i klatresammenhæng. Det er stejlt i den forstand, at „dine ben vil hade dig i morgen“.