Hvad er det sværeste ved Mt. Rinjani?

Spørg enhver, der har bestigt Mount Rinjani, og næsten alle vil sige det samme: toppusket. Ikke hele trekket. Bare de to til tre timers klatring op ad løs vulkansk grus i iskold kulde, startende kl. 2:00 eller 3:00 om natten, ofte i blæst og mørke, efter en dag med hård vandring og en nat med kold, ubehagelig søvn. Det er ikke kun fysisk hårdt. Det er mentalt udmattende på en måde, som næsten alle bliver overraskede over.

Grusen betyder, at hvert skridt fremad koster dobbelt så meget energi. Du kan se toppen komme tættere på, men pinefuldt langsomt. Og din krop er kold, træt og stiller spørgsmål ved, hvorfor du gør dette. Men toppusket er ikke den eneste hårde del. Nedstigningen er brutal for knæ og led, især den lange nedkørsel fra kraterranden tilbage til landsbyerne.

Trekkere, der klarede opstigningen fint, oplever ofte mere smerte på vej ned. De kolde nætter er en anden undervurderet udfordring. At sove i telt på 2.600 meter, når temperaturen falder under frysepunktet, er ikke hvilsomt. Du vågner stiv, kold og mindre udhvilet, end du ønsker dig til den hårdeste dag.

Og højden, selvom den ikke er ekstrem, er nok til at forårsage hovedpine og kvalme hos nogle trekkere, hvilket gør alt sværere. Hos Lombok-Indonesia.org fortæller vi vores kunder, at det sværeste varierer fra person til person. For nogle er det det fysiske toppusk. For andre er det det mentale spil ved at komme ud af en varm sovepose kl. 2:00 om natten.

For andre igen er det den sociale udfordring at fastholde motivationen, når alle omkring dig har det svært. Vores guider er uddannet til at hjælpe med alt dette. De ved, hvornår de skal presse på, hvornår de skal opmuntre, hvornår de skal fortælle en vittighed, og hvornår de skal lade nogen sidde ned i fem minutter. Det sværeste bliver overkommeligt, når du ikke står over for det alene.