Er det sværere at bestige Mount Rinjani end Mount Kinabalu i Malaysia?

Ingen af bjergerne er simpelt hen sværere: Kinabalu går højere, mens Rinjani er mere råt under fødderne og længere for benene. Sabah Parks lister Kinabalus Low’s Peak ved 4.095,2 meter, cirka 369 meter højere end Rinjanis toppunkt på 3.726 meter, så hvis højde er dit eneste mål, vinder Kinabalu. Men sværhed er et rejseplan-spørgsmål, ikke et toppehøjde-spørgsmål.

Opsætningerne adskiller sig i art. Kinabalu er en styret stigning: en registreret bjergguide er påkrævet, standardruten Timpohon stiger cirka 6 kilometer med cirka 1.300 meters stigning den første dag, og nattoget er et resthouse med indkvartering og måltider, inklusive middag og morgenmad ved Laban Rata. Rinjanis topplan sover i et telt på kraterkanten på cirka 2.639 meter og forsøger derefter toppen på 3.726 meter før daggry på løst vulkansk sand, med cirka 4 timer afsat til stigningen og cirka 1,5 time til returen. Den ene er et lodge med et køkken, den anden er en lejrplads med et vindproblem.

Underlagsforhold og restitution er der, hvor Rinjani bider. Den målte tresdags traverse fra Sembalun til Senaru dækker cirka 33,74 kilometer med cirka 4.200 meter kumulativ stigning, på terræn med grusvold, kantlinjer og lange nedstigninger, mens Kinabalus sti er en bygget vej med rebafsnit og køer i mørket. Kinabalus valgfrie via ferrata-ruter, som introduktionskursus på 380 meter, er separate betalte aktiviteter, ikke en del af den almindelige topvandring, så døm ikke standardstigningen ud fra dem.

Og hvis budgettet spiller en rolle, så bemærk at de to oplevelser også adskiller sig i pris og planlægning. Kinabalu kræver booket tilladelse, guide og hytte langt forud, mens Rinjani kan bookes med et par ugers varsel. Det gør Rinjani enklere at arrangere, men forberedelsen bliver også vigtigere, for der findes ingen backup, når du først er på stien.