Er træningscenter-fit nok til Mount Rinjani, eller behøver man bjergvandringserfaring?

Træningscenter-fit hjælper, men det fuldender ikke et Rinjani-topp-trek alene, og hullet er specifikt: maskiner bygger din kardiovaskulære motor, mens bjerget tester gentagen klatring på hinanden følgende dage og kontrollerede nedadgående skridt efter timer med gang, hvilket et træningscenter ikke genskaber. Det hul er præcis grunden til, at lokale træningsplaner for dette bjerg lægger vægt på bakker, trapper og dage i træk frem for tid på løbebånd.

De manglende ingredienser er belastning og excentrisk arbejde. At bære en dagrygsæk op ad bakke ude træner præcis de muskler og den balance, Rinjani kræver, og nedstigningstræning træner den quadriceps-kontrol, der beskytter dine knæ ved nedstigninger som de cirka 5 til 6 timer fra Senaru-kanten til landsbyen, eller den 1,5-timers retur fra toppen på 3.726 meter til kantlejren. Intet af det sker på en flad maskine, og det er grunden til, at fit træningscenter-gængere nogle gange strander på dag to, mens beskedent trænede vandrere med bakkerfaring klarer sig fint.

Højden er den anden ukendte, som træningscentertal ikke kan forudsige. Den første nat sover på cirka 2.600 meter, hvor langsommere tempo og noget åndenød er normalt for de fleste mennesker. Den vejledning, der betyder noget: fortæl din guide, hvis en hovedpine varer ved, og behandl opkast, dårlig balance eller forvirring som vendetegn. Ingen mængde fitneds ophæver de symptomer, og intet løbebånd forudsiger dit individuelle højdesvar; kun bjerget afslører det.

Og hvis du vil måle dig selv inden afrejse, så tag en enkelt lang vandretur med fuldt lastet dagrygsæk på en lørdag. Hvis 4 timer i bakker med 6 til 8 kilogram føles håndterbare, og du kan gå igen næste dag uden smerter, er du reelt bedre klædt på til Rinjani end de fleste, der booker top-trekket hvert år.