Er det sværere at gå ned fra Mt. Rinjani end at gå op?

For mange vandrere, ja. Nedstigningen fra Rinjani føles sværere, fordi den fysiske udfordring skifter fra kardiovaskulær anstrengelse til ledtræthed og den mentale slidsomhed ved gentagen nedadgående bevægelse. Den psykologiske opmuntring fra at have nået toppen erstattes af den lange, trætte viden om, at der stadig er timer med vandring tilbage. Opstigningen bygger langsomt op gennem skov og savanne med tydelige milepæle, skiftende landskab og spændingen ved at nå lejren. Nedstigningen er en konstant, gentagen bankende belastning på dine knæ, ankler og tæer, som samler sig med hvert skridt og synes at strække sig i det uendelige.

Vulkansk skrænt og løst grus gør det værre, fordi dine fødder glider og forskyder sig uforudsigeligt under dig. Stabiliserende muskler arbejder på overarbejde på måder, de ikke gjorde under den kontrollerede opadgående bevægelse. Når det er sagt, kræver nedstigningen mindre åndeløs aerob anstrengelse end topopstigningen. Så om det føles sværere, afhænger helt af, om din krop er mere sårbar over for ledsmerter eller kardiovaskulær belastning.

Vores guider hos Lombok-Indonesia.org indbygger hyppige hvilepauser i nedstigningen og opfordrer aktivt vandrere til at bruge vandrestokke, hvilket kan forvandle oplevelsen fra et smertefuldt slid til en overkommelig nedadgående gåtur ved at dele belastningen mellem benene og armene.

3D2N-programmet gør også nedstigningen betydeligt blødere ved at opdele den i kortere etaper med en mere afslappet tidsplan og ekstra hvile. Dine muskler får tid til at komme sig mellem dage med nedadgående gang. At vælge det længere program er en af de bedste investeringer, du kan gøre, hvis du er bekymret for, hvordan dine knæ vil klare straffen.