Hvor hård er nedstigningen fra Mt. Rinjani?

Det er hårdt for knæene, ingen tvivl om det. At gå nedad på stejlt vulkansk terræn i flere timer lægger en vedvarende belastning på musklerne i et mønster, som træning på fladt underlag og løb på asfalt sjældent forbereder dig på. Dine lår, knæ og ankler vil mærke det.

Fra toppen starter nedstigningen med den samme løse skrænt, som du klatrede op i mørket, nu hvor pandelamperne er slukket, og du kan se præcis, hvor stejl og eksponeret skråningen er. Den gentagne belastning fra hvert nedadgående skridt samler træthed hurtigt op i lårmusklerne, som arbejder for at kontrollere din fart. Efter at have vendt tilbage til lejren for morgenmad og pakning fortsætter stien nedad gennem vulkanske rygge og skovstier, som kan være glatte efter regn. Nogle afsnit kræver omhyggelig fodplacering og bevidst balance.

Vandrestokke anbefales kraftigt, fordi de absorberer stødene, forbedrer stabiliteten på løst underlag og reducerer belastningen på dine knæled ved at fordele arbejdet til armene og overkroppen, som er relativt friske efter topopstigningen. Bærerne hos Lombok-Indonesia.org går hurtigt ned med tunge læs balanceret på skuldrene, men prøv ikke at matche deres tempo. De har gået disse stier siden barndommen, og deres kroppe er tilpasset terrænet.

Mod de sidste timer finder mange vandrere nedstigningen mere mentalt udfordrende end opstigningen. Adrenalinen og målet om at nå toppen er forsvundet og erstattet af den lange, slidende viden om, at du stadig har timer med vandring foran dig, før du når udgangspunktet og et varmt bad. Tag dig god tid, hvil når det er nødvendigt, og lad din krop komme sig.